Som 4-årig satte jeg mig for første gang op på en hesteryg. Det blev startskuddet til 10 års konkurrenceridning, et utal af skader og omkring 100 'op-på-hesten-igen-oplevelser'. Den galoperende galskab ville ingen ende tage.

 

Heller ikke da jeg i en tidlig alder fik stukket en violin i favnen. Jeg øvede og øvede, men blev aldrig rigtig god. Som datter af en klassisk musiker pinte det mig. Hvorfor kunne jeg ikke finde takten?

 

I mange år havde jeg en unuanceret stræbermentalitet, der gennemsyrede alt, hvad jeg rørte ved. Altid mere fokuseret på målet end processen. Jeg ville være bedst!

 

Det ændrede sig, da jeg mødte historielæreren Lars. Som en anden karakter fra tegnefilmen 'Terkel i knibe' kom han altid henkastet ind i klasseværelset på Øregård Gymnasium. Her leverede han sin sædvanlige morgenhilsen:
 

»Rød, gul, grøn - hvordan har vi det i dag?« Herefter placerede han bagdelen på en af elevernes gamle træborde og begyndte med spjættende arme og ben at berette om Holocaust bødler og grådige koloniherrer. 

Lars' legende tilgang til det at lære blev et afgørende vendepunkt for mig. Ridesporten blev droppet, violinen lagt på hylden, og jeg lærte at lytte til min egen stemme. Uden at tænke på hvor jeg skulle hen, fandt jeg pludselig mig selv synge pophits på en scene foran flere hundrede mennesker. Og det fungerede! 

 

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er nogen finkulturel formidler. Hverken på scenen, på galopbanen eller på redaktionen. Men jeg er en stolt stræber, som har lært, at processen er mindst lige så vigtig som målet. Så hvorfor gå med tunge skridt, når man kan danse?